Kloak & afløb
Kloaksystemet i Hampeland er delt i to: en offentlig hovedkloak og private ledninger på den enkelte grund. Ansvaret for vedligeholdelse følger denne opdeling.
Hovedkloak – Novafos’ ansvar
Hovedkloakken med stikledning frem til skel er det offentlige system. I Egedal Kommune har Novafos ansvaret for hovedkloakken og for stikledningen frem til skel på din ejendom.
Oplever du kloakproblemer – fx stop, tilbageløb eller lugtgener – skal du kontakte Novafos, ikke bestyrelsen:
- Ring til Novafos på 44 20 80 00 – åbent 24/7/365 (uden for normal åbningstid helst kun ved akutte tilfælde).
- Novafos vejleder gratis – også hvis problemet viser sig at ligge uden for deres ansvarsområde.
- Er du i tvivl om årsagen, så ring alligevel – de hjælper med at pege dig i den rigtige retning.
Husspildevand – dit eget ansvar
Som grundejer vedligeholder du selv alle spildevands- og regnvandsledninger på din egen grund – fra afløb i badeværelse, toilet, køkken og bryggers, til stikledningen for regnvand og brøndene i haven.
De fleste huse har to inspektionsbrønde med sandfang:
- En cirka 30 cm dyb brønd ved hovedindgangen, dækket af en jernrist.
- En brønd ved tagnedløbet i haven, dækket af beton.
En brønd med sandfang virker ved, at vandet løber ind (tilløb), tungt materiale som sand, grus, blade og kviste bundfælder i sandfanget, og det rensede vand løber videre ud gennem et afløb med vandlås. Derfor skal sandfanget renses jævnligt – ellers fyldes det op, og skidt fortsætter ud i afløbssystemet.
Vær opmærksom: I Hampeland er der ikke overalt anvendt godkendte nedløbsrør, hvor disse er nedgravet. Rørene kan være skøre, og samlingerne kan være utætte. Ved opstuvning kan det give jordsætninger og i værste fald vand i krybekælderen. Nedgravede rør bør være af godkendt type (fx “Wavin”): som tommelfingerregel bruges rødbrune rør udenfor bygningen/i jord, og grå rør indenfor i bygningen.
Hvilken vej løber regnvandet fra taget?
For de fleste huse (147 ud af i alt 172) føres regnvand fra tag på hus, skur og indgangsparti under huset til brønden i haven, og videre ud i regnvandsledningen på havesiden.
For 25 huse løber det modsat: vandet føres under huset over til indgangspartiets side, og videre ud i regnvandsledningen i stien foran huset. Det gælder følgende huse:
- Vædderen: nr. 13, 14, 23, 24, 37 og 38
- Stenbukken: nr. 9, 10, 21, 22, 37 og 38
- Skytten: nr. 11, 12, 21, 22, 30, 31 og 32
- Løven: nr. 10, 11, 21, 22, 38 og 39
Er dit hus på listen, kan det være nyttigt at vide, når du skal fejlsøge eller vedligeholde dine egne brønde.
Se den tekniske principskitse for hovedledning, stikledninger og brønd med sandfang:
Hent principskitse for hovedledning (PDF)
Vedligeholdelse – din tjekliste
- Rengør alle vandlåse og gulvafløb.
- Efterse og rengør pumper og højvandslukker.
- Rengør tagrender efter løvfald.
- Rengør sandfang i inspektionsbrønde mindst én gang årligt.
- Hold øje med tilstoppede brøndlåg.
- Overvåg terrænet omkring brøndene – sætninger kan tyde på utætte rør.
- Undgå at hælde fedt og kaffegrums i afløb.
- Skyl aldrig bleer, hygiejneartikler eller kattegrus ud.
- Hæld aldrig maling, terpentin eller andre skadelige stoffer i afløb.
Alle reparationer på underjordiske ledninger skal udføres af en autoriseret kloakmester.
Riste til husets udluftningshuller
Et beslægtet vedligeholdelsespunkt: husene i Hampeland har hver 64 eller 72 udluftningshuller i tagkonstruktionen, samt ét hul i gavlen til udluftning af krybekælderen. God udluftning gennem samtlige huller er nødvendig – ellers risikerer tagkonstruktionen på sigt at blive ødelagt af råd.
Hullerne skal derfor holdes fri, men samtidig være dækket af et dæksel/gitter, der lukker luft ind og holder fugle, hvepse og blade ude. Gamle dæksler i plastic/nylon knækker let, og nogle har for store åbninger til at holde fx hvepse ude. Foreningen anbefaler et håndlavet dæksel i galvaniseret tråd, som er nemt at sætte i og holder længere.
- 64 eller 72 udluftningshuller til tagkonstruktionen, afhængigt af husets størrelse.
- Ét hul i gavlen til udluftning af krybekælderen.
- Hold alle huller fri for fuglereder, musereder og ophobede blade.
Hent original beskrivelse af riste til udluftningshuller (PDF)
Kontakt
Ved akutte kloakproblemer: ring til Novafos på 44 20 80 00. Ved øvrige spørgsmål om vedligeholdelse af hus og grund, se beboerhåndbogen og vedligeholdelsessiden, eller kontakt bestyrelsen.